Hurtig levering
Gratis fragt
29. jun 2022 af Lærke Maagaard i samarbejder med eksperter

#5 Hemmeligheder der får dit barn til at sove

Timelange putninger, mange opvågninger og lange nætter med barnegråd, en følelse af frustration og magtesløshed. Sådan behøver det ikke at være! Her får du 5 hemmeligheder baseret på ekspertviden og erfaring, som kan få dit barn til at falde i søvn.

#1 Tempo og regulering

Tempoet er højt og dagen er spækket med indtryk i alle former. Derfor er det rigtig vigtigt at hjælpe vores børn ned i tempo, som optakt til den egentlige putning. Sænk tempoet, tag god tid til at få nattøj på, dæmp belysningen lidt og lad dagens sidste aktivitet være rolig. Det kunne eksempelvis være at lytte til lydbog, rolig musik, eller læse en bog. På den måde kan vi hjælpe vores barn med at regulere ned, berolige nervesystemet og skabe de bedste forudsætninger for vores børn bliver trætte, så de kan falde i søvn.

I en travl hverdag, hvor vi som forældre selv er enormt trætte sidst på dagen, er det faktisk rigtig svært, selv at få sænket tempoet. Det kan være utrolig svært at tale roligt og have tålmodighed til, at vores barn måske ikke helt så hurtigt, som vi kunne ønske, kan gå fra eksempelvis at lytte til lydbog, til at få nattøj på og sove. Det kræver øvelse fra forældre såvel som fra børnene. Her kan #2 hjælpe.

#2 Struktur og rutiner

I en hverdag med et højt tempo, kan struktur og rutiner hjælpe børn med at overskueliggøre deres hverdag. Med rutiner og forudsigelighed kan vi hjælpe vores børn med at finde ro sidst på dagen. Du kender det nok selv, at noget du gør på rutinen ikke kræver så meget energi, som hvis du er i en situation, hvor du ikke ved hvad du skal. På den måde kan et ritual med bestemte elementer i en bestemt rækkefølge, hjælpe dit barn ved putningen, når energien er brugt op.

Når der skabes en fast rytme, kan man med fordel anvende nogle elementer, til at hjælpe barnet med at genkende situationen. Det der sker i hjernen, er at der skabes en sammenhæng mellem en hændelse, et element og en følelse. I den forbindelse er særligt lyde og dufte, stærke elementer som hjernen er god til at huske. Man kan eksempelvis bruge en melodi, til at skabe en sammenhæng mellem selve lyden, og følelsen af at det der sker er rart, trygt og behageligt. 
Rutiner og gode ritualer kan være enormt virkningsfulde, men det kræver lidt vedholdenhed. Selvom man gør nøjagtig det samme hver aften, tager det omkring 2-4 uger, før erfaringsdannelsen er skabt og man kan se en effektiv virkningen. 

Her er det særligt vigtigt, at man er opmærksom på ikke at få gjort putningen til en ubehagelig oplevelse, selv de dage det ikke går som man ønsker. Mennesker er nemlig særligt gode til at huske ubehagelige ting og oplevelser. Det er en en del af vores beredskab, et instinkt som hjælper os med at opfatte fare, og sender signaler til kroppen for at forhindre os i at opleve en ubehagelig eller farlig ting igen.

#3 Belysning

Det er vigtigt at være opmærksom på belysningen, når dit barn skal sove. Det hænger sammen med at mennesker rent biologisk er indrettet sådan, at kroppen udskiller et hormon kaldet Melatonin, bl.a. når det bliver mørkt omkring os. 

Melatonin er et af de hormoner der påvirker søvnen. Når kroppen udskiller Melatonin, bliver vi trætte. Omvendt sænkes mængden af Melatonin i kroppen, når lys rammer øjets nethinde, hvorved vi begynder at vågne op.

Ved at dæmpe belysningen frem til dit barn skal sove, kan du således forberede kroppen til søvnen og gøre indsovningstiden kortere.* 

Det er godt at vide hvordan lys påvirker dig og dit barn, så du kan tage højde for det i nattetimerne, når du er oppe og skifte ble, amme eller give flaske. Et skarpt et lys kan gøre det svært for både dit barn og dig selv at finde tilbage i søvnen bagefter.




#4 Soveomgivelser og tryghed

Soveomgivelserne for dit barn, kan have en stor indvirkning på, hvor nemt dit barn kan finde ro og falde i søvn. Du kan med fordel skabe nogle soveomgivelser for dit barn, som har begrænset visuel stimuli. Udvælg få og neutrale farver, og et fåtal af ting, så dit barn ikke får en masse visuelle input, som kan forhindre dem i at finde ro. 

Hertil er forudsigelighed rigtig vigtigt. Vælg et forudsigeligt sovested som er det samme hver aften. Barnet kan godt have enkelte andre sovesteder til dagslure, men det er en fordel at have ét trygt, forudsigeligt og hyggeligt sted dit barn sover om natten. 

Forudsigeligheden er rigtig vigtig, da kroppen og hjernen ret nemt registrerer hvis noget er anderledes. Tænk eksempelvis bare på, hvis du lægger dig i den anden side af dobbeltsengen end du plejer, eller hvis du lægger dig med hovedet, hvor du plejer at lægge fødderne. Hele hemmeligheden er i ”plejer”. Selvom du er i det samme rum, registrerer din hjerne og krop at noget er anderledes, og du skal vænne dig til at ligge anderledes, før din hjerne slapper helt af, før du sover helt trygt og dybt. I det perspektiv, kan det måske være lettere at forstå, hvorfor din baby lige skal vænne sig til at sove i en barnevogn, i en ny seng, komme ud af sin babynest og sove på madrassen eller i det hele taget at komme ud af mavens trygge omgivelser. 

Som omtalt i #2 er duft og lyde elementer, som hjernen er god til at koble sammen med en følelse. Derfor kan mors duft, den sædvanlige sutteklud eller en melodi være med til at skabe tryghed for dit barn, og hjælpe det med at finde ro. Dit barns tryghedsskabende elementer kan også hjælpe i perioder, hvor I ændrer på noget hjemme hos jer. Det kan være at stoppe amning, flytte på eget værelse eller lignende.

*Indsovning er 1. stadie af vores søvncyklus. Indsovningstiden er tiden fra vi er vågen, til vi rammer en let søvn i 2. stadie af vores søvncyklus.

#5 Tyngde

Du kan hjælpe dit lille barn med at finde tryghed, ved hjælp af vægt og tyngde. Ved bare at lægge en hånd på dit lille barn, kan det hjælpe dem med at finde tryghed. Vægten skal justeres lidt i takt med dit barn bliver større. Her er det meget vigtigt at barnet altid med egen kraft kan flytte vægten, og at vægten aldrig placeres over barnets hals og hoved. Følg altid tyngdeprodukters anvisninger og råd for sikker brug.

Der er mange perioder i barnets første leveår, hvor børn oplever en motorisk uro. Det sker i forbindelse med barnets udvikling, når de lærer at kravle, lærer at gå og i det hele taget vokser. Børn har svært ved at omstille sig fra at være i bevægelse til at skulle ligge stille og falde i søvn. Det er ikke lige så naturligt for et barn at ligge sig til at sove, ved at lægge sig ned og ligge stille. Måske du oplever at dit barn ofte rejser sig op under putningen eller ligger meget uroligt, når du forsøger at putte. Her kan tyngde være til hjælp. Tyngden beroliger barnet, når det oplever motorisk uro og gør det nemmere for barnet at falde i søvn. 

Der hvor tyngde i særdeleshed kan gøre en forskel, er når vi ser på søvnkvaliteten. Det er vigtigt at skelne mellem søvnlængden og søvnkvaliteten, fordi søvnlængden sagtens kan være lang, men af dårlig kvalitet, hvis der er mange opvågninger, lang indsovningstid og kun lidt dyb søvn. Tyngde kan skabe en mærkbar forskel, fordi den kan skabe tryghed og forkorte indsovningstiden, hvorved den totale søvntid kan forlænges. Derfor er tyngde faktisk er enormt virkningsfyldt redskab, til at få børn til at falde i søvn, forbedre søvnkvaliteten ved øge mængde dyb søvn samt mindske opvågninger.

Vi håber en eller flere af de #5 hemmeligheder kommer til at hjælpe dig!
Glæd dig til at modtage flere tips og tricks, inspitation og viden.

Vil du modtage tips og tricks til jeres putning?

Vi deler ofte ud af vores viden om søvn og giver dig tips og tricks til at gøre hverdagen nemmere. Hør også om nye aktiviteter i Nou Petit, lancering af produkter og meget mere.

Vi bruger cookies for at sørge for, at du får den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Privatlivspolitik